Skip to content

TEMA 6

SOCIALE RELATIONER OG DEPRESSION​

TIL STUDERENDE

Tilbage til alle temaer

Indhold

FORBEREDELSE

FORSLAG TIL AKTIVITETER

Indhold

• At få forståelse for hvordan sociale relationer kan forandre sig, når et menneske får en depression.
• At få ideer til hvordan man kan finde frem til nye måder at være sammen på, hvis en pårørende får en depression.

FORBEREDELSE

LYT TIL PODCASTEN &

LÆS TEKStEN HERUNDER

- Episode 5: Den manglende hovedperson (hele episoden)

- Episode 7: Selvorganiserende, kritiske systemer (08.52-11.32)

I episode 5 forsvinder Troels.

Hvorfor trækker man sig, og hvorfor kan det være svært at tale med sine pårørende om det, hvis man har en depression? 

Hvordan kommunikerer man med et menneske, som har en depression? 

Det kan være svært at være pårørende til en person med depression, fordi man som pårørende ikke kan forstå depressionens adfærd. 

Alvilda, som er Troels datter, fortæller om at vokse op med en fraværende far og om følelser som vrede, frustration og skuffelse. 

Linnea og Alvilda taler om depression både indefra og udefra og tager emner som skam og ansvar op, set i forhold til sociale relationer.

FORBEREDELSE

LÆS TEKStEN HERUNDER

Sociale relationer og depression

 

Relationer består af gensidige følelser, forpligtelser og forventninger til hinanden. Ordet “gensidig” er vigtigt, fordi vi i langt de fleste relationer forventer, at vi får det tilbage, som vi selv giver, hvad angår opmærksomhed, hensynsfuldhed og hjælpsomhed. 

Bliver relationen ensidig, opstår der en ulighed, hvilket er problematisk for relationen. 

Udfordringen er for mange mennesker med depression at bibeholde sine relationer uden at skuffe eller miste gode venner eller bekendtskaber, fordi ens egne udfordringer og selvbebrejdelse gør det svært at give noget tilbage i relationen. 

I starten af et depressionsforløb vil et familiemedlem, en partner eller en ven måske sætte ind med stor hjælpsomhed og opmærksomhed, da de fleste relationer vil tillade ulighed for en periode. Men denne ulighed i relationen har en ophørstid. Hvis ikke der forventningsafstemmes og åbnes op for, hvorfor relationen ikke er, som den plejer at være, kan det ske, at den depressionsramtes passivitet opfattes som uvilje eller hensynsløshed overfor familiemedlemmet, partneren eller vennen. De oplever derfor, at de er alene om at opretholde relationen, og at den depressionsramte ikke byder ind med noget i den fælles relation.  

Det er svært for en person med depression at leve op til de normale forventninger i en relation. Men at tale om hvorfor og hvordan, kan måske afhjælpe de mange problemer, skuffelser og bebrejdelser, der ofte opstår i relationerne. For personen med depression er relationerne af stor betydning, og for mange er relationerne altafgørende for at vende tilbage til en bedre tilværelse. 

Dvs. personer med depression har brug for nære relationer, men har svært ved at opretholde relationerne. 

Så hvad gør man ved sådan et dilemma?  

FORSLAG TIL
AKTIVITETER

AKTIVITET 6.1 - Diskussion af de forskellige positioner: MENNESKE MED DEPRESSION vs. den pårørende

 

De sociale relationer kan antage nye former, hvis man får en depression. Det kan være svært både som deprimeret og som pårørende. Der kan blive brug for at sige tingene højt, at skabe nye forventninger til hinanden og at være sammen på en ny måde. Den sociale relation er dyrebar, og hvis man kan finde nye fælles samværsformer, kan det hjælpe personen med depression videre.

I klassen:
Diskutér

Læs fra scenen i teaterstykket, hvor “Randi ringer Viggo hjem”. SE NEDENSTÅENDE TEATER-manuskript.

I har  lyttet til podcasten, læst teksten til tema 5 og har læst teaterstykkets scene.

Diskutér i klassen de sociale relationer ud fra de ting, som I har hørt og læst.

Hvilke problematikker kan man som pårørende til et menneske med depression opleve ift. de fælles sociale relationer? (Alvilda, Alvildas mor, Viggo) 

Skriv temaerne op i fællesskab.

Er det f.eks. i orden at Troels og Randi gør, som de gør? 

 

 

 

 

 

Hvad er grundene til at disse forskellige temaer/problematikker opstår, og hvordan hænger de sammen? 

(Måske er I ikke alle sammen helt enige, – der er ikke nødvendigvis et klart svar).

Hvad betyder det, om du er far, hustru, datter, om du er studerende? 

Hvordan er det at bo på kollegie og være depressiv, – eller at bo sammen med en person med depression? 

2 &2:
Diskutér

Del jer op i 2 &2  og tag hvert standpunkt, person med depression og pårørende.

Diskutér de dilemmaer der kan opstå, når man:

På den ene side:

Har en depression, og har et stort behov for at tage tingene, som man magter dem. 

Overfor den anden side:

Hvilke forpligtigelser og ansvar har jeg stadig, når jeg er deprimeret, f.eks. i forhold til mit eget barn.

Hvordan kan man sammen (person med depression og pårørende) løse de svære dilemmaer?

AKTIVITET 6.2 - At skabe gode sociale relationer

 

Det kan være svært at skabe og bevare gode relationer, hvis man får en depression. 

Den samme oplevelse kan pårørende til mennesker med depression have. 

Så hvordan kan man hjælpes ad med at skabe en fortsat god relation? 

Hvad er en god relation, når man har en depression? 

Hvordan kan man snakke med hinanden og lave en forventningsafstemning, så begge parter er indforståede med, hvordan man skal handle og agere med sine frustrationer?

2 og 2
Fælles aftaler og regler

Udarbejd 2 og 2 regler for og ideer til fælles aftaler, man som menneske med depression og pårørende, kan lave.

F.eks. aftaler for at passe på/bevare de sociale relationer, hvis depressionen skulle vende tilbage.




I klassen
Diskutér

Læs på skift jeres fælles regler aftaler op i klassen.

Diskutér i fællesskab om reglerne og aftalerne er realistiske ud fra den viden, I har om sociale relationer og depression.


Individuelt:

Læs følgende 2 grupper af citater, der er eksempler på gode og svære oplevelser med sociale relationer for mennesker med depression.

 I kan også vælge at skiftes til at læse citaterne op i klassen.

I klassen:
Diskutér

Diskutér og opskriv nu i fællesskab:

Gode relationer: Ud fra citaterne, kom med temaer og eksempler på, hvornår er en relation god for mennesket, der har en depression?

Svære relationer: Ud fra citaterne, kom med temaer og eksempler på, hvornår er en relation svær for mennesket, der har en depression?

Hvad tror I, der er godt, og hvad er svært for den pårørende i de temaer/eksempler, som I lige har skrevet op?

Citater: Gode oplevelser med sociale relationer

“Man er i virkeligheden ikke nogen særlig god ven, når man er deprimeret. Så jeg har arbejdet meget med at melde fra i ordentlig tid, så folk ikke bliver skuffede. I de senere år har jeg øvet mig meget på at ringe dagen før og sige, at jeg måske måtte aflyse i morgen. Når man gør det, så beskytter man sine venskaber, men når man så har det rigtig dårligt, så kan man ikke forestille sig, at man vil være til glæde for nogen som helst.”
Kvinde, 57 årOm at være en ven
“Igen var han rigtig god til at være der. At være den trygge base. For jeg kunne ikke, når det var værst, følelsesmæssigt komme tæt på. Min oplevelse af ham har været, at han bare var der uden at prøve på at fikse mig... Der har han været god til bare at være der. Og ved sin blotte tilstedeværelse, og at han ikke gik fra mig, eller holde ud at være sammen med mig - så kunne jeg mærke, at selvom jeg næsten fysisk følte, at jeg smittede, at jeg var så dårligt et menneske, eller at den råddenskab nærmest kunne smitte. Jeg var ikke psykotisk, og jeg vidste godt med min fornuft, at jeg ikke var rådden. Men følelsesmæssigt var jeg så låst fast i, at jeg var et dårligt menneske. Og bare det med at han kunne være der og holde det ud, gav et modspil til den her fornemmelse, om at der ikke var nogen, som kunne holde ud at være i nærheden af mig. Og det betød rigtig meget. Og jeg blev nok først klar over det bagefter, hvad det egentlig gjorde, at der bare var én, som var der, hvilket der ikke er mange, der har, hvilket har hjulpet mig igennem rigtig meget.”
Kvinde, 44 årForholdet til min mand
“Jeg synes jo, lykkepiller er et forfærdeligt ord, men jeg betragter mine børnebørn som mine tre små lykkepiller, og at gøre noget med dem kan virkelig aflede min opmærksomhed og få mig til at være i noget, der er fyldt med glæde... Der er ikke noget, der er meningsløst, når man henter en 1-årig i vuggestuen. De løber en i møde, og så skal man gå og ind i Netto og købe ind. Så kan man jo ikke sige, at livet er meningsløst, for det er det ikke. Det er den bedste kur mod selvmord, at man har dem. De er som et anker, der holder mig fast i livet. Og jeg ved godt, at ens børn ikke skal være ens eneste livsindhold, men det er de heller ikke... Og hvis man så sidder med sådan en [telefon], så er der nogle gange nogle børn, veninder, der har sendt en lille besked, eller jeg får en video af mine børnebørn – og så bliver jeg hægtet til verdenen igen.”
Kvinde, 57 årForholdet til børnebørnene
“Jeg kommer aldrig op på 37 timers arbejde, bare det at man føler, at man laver lidt, bidrager og snakker lidt med nogle mennesker, giver rigtig meget i hverdagen. Og min kæreste og søn, som jeg skal tage mig af, bidrager også med meget positivt... Det må være noget med, at jeg godt kan lide at hjælpe andre mennesker. Jeg har selv et behov for at komme ud blandt andre mennesker... Det var super! Dengang spillede jeg meget sammen med en kammerat, hvor vi spillede sammen med en masse mennesker. Så det var hyggeligt, og meget socialt. Men når spillet var slut, og venner havde lagt på, så kom alt det negative tilbage.”
Kvinde, 33 årAt komme ud mellem andre mennesker
”Altså i det øjeblik, hvor jeg sad og fuldstændig opgav det hele, der syntes jeg, at jeg var en klods om benet på min familie, og kunne ikke finde ud af det mere. Det var vel de klassiske symptomer, som skyld, lavt selvværd - og syntes, at det var ikke det værd. Så de fik en e-mail om, at det var ikke deres skyld. Fordi for mig var det meget påliggende at fortælle dem, at det ikke var deres skyld. For de skulle ikke gå rundt med en skyldfølelse om, at de ikke slog til, for det var mig, og det var mit problem, det var mig, der ikke slog til. Det var vigtigt for mig, at sige det til dem.”
Kvinde, 49 årEn klods om benet
”Erkendelsen af at jeg har det skidt, og jeg vil heller ikke føle, at jeg besværer andre. Og jeg har heller ikke lyst til at bekymre andre, hvis jeg kan undgå det. Så der er en masse modstridende tanker og følelser.”
Kvinde, 32 årVil ikke besvære andre
”Så alt kræver enormt meget energi, og det er ikke fordi, at jeg ikke kan lide at være sammen med mennesker, men jeg orkede det bare slet ikke. Jeg orkede ikke at skulle snakke med dem, hvad jeg skulle sige til dem. Sådan noget smalltalk, det plejer jeg at være meget god til. Og det orkede jeg slet ikke, og man bliver altid spurgt "hvad laver du?". Og ens arbejde er jo meget ens identitet, så hvordan skulle man forklare det? Nu plejer jeg at sige, at jeg går hjemme, så er det nemt fortalt. Så tænker jeg altid på, hvad jeg så skal sige. Og i de meget depressive faser, så har jeg det som om, at ingen kan lide mig, jeg er på forhånd dømt af dem som et dårligt menneske. Så det er hårdt en aften foran dommerpanelet.”
Kvinde, 32 årEn aften foran dommerpanelet
”Og når jeg så blev tætte veninder, så skete der noget, hvor jeg følte mig mere og mere underlegen. Og det med at føle mig dårligere end andre mennesker, var ret symptomatisk hele tiden og i nogle perioder mere end andre. Så inden jeg kom mere ovenpå, så kunne jeg faktisk ikke finde ud af at være i tætte relationer med andre end min mand. Fordi jeg ikke kunne lade vær med at sammenligne mig og føle mig selv som mindre værd”
Kvinde, 39 årMindre værd i relationer
”Jeg tror, at når man mister kontakten med selv at mærke, hvad der føles rigtigt og forkert, og godt og skidt, så udvikler man nogle antenner for, hvad andre folk gerne vil have. Det er et mønster, som jeg har med mig hjemmefra. At aflæse signalerne i situationen og prøve at gøre andre folk tilpasse og glade, og det skal være rart at være. Hvilket jeg nok har udviklet i en grad, der gør, at jeg er mere obs. på, hvad jeg tror, at andre mennesker gerne vil have. De gode venskaber er også nogle, hvor jeg ikke bare pleaser, men også byder ind. Men på en eller anden måde, har jeg fra barn af, udviklet det her mønster, hvor hvis jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle være, så har jeg forsøgt at aflæse situationer og så please folk. Sige det, jeg tror, at de gerne vil have.”
Kvinde, 44 årEt mønster med at ´please´ folk
Previous
Next

Teaterstykket 'Menneskebyrden' manuskript

Scene: Randi ringer Viggo hjem


• Randi: Ha Ha! Meget morsomt! 

Lige inden jul var jeg indkaldt til en tjenestelig samtale, hvor jeg fik at vide, at min stilling skulle nedlægges i forbindelse med en fusion, men at jeg ville få en ny stilling med nogle andre opgaver – men dagene gik og jeg fik bare ikke noget at vide… 

Og stille og roligt fjernede ledelsen bare flere og flere af mine funktioner – så til sidst havde jeg slet ikke noget at lave.

Så jeg endte med at gå rundt i nærmest sådan en Zombie-verden.

Jeg gik rundt inde på det der kontor, gik mellem døren og vinduet, hvor min taske var, og så gik jeg hen og kiggede på computeren, og så gik jeg hen til døren og så tilbage igen. Altså fuldstændig som en løve i et bur, for jeg kunne, jeg ku… jeg ku… slet ikke… jeg kunne ikke finde ud af at sætte mig ned. Jeg kunne ikke koncentrere mig… jeg kunne ingenting. Og til sidst så ringede jeg til min mand, Maskinmesteren, og så.. så tudede jeg bare og sagde, jeg ved ikke, hvad jeg skal. Og så sagde han, jamen så må du jo tage hjem. Nåe ja… Jeg kunne slet ikke finde ud af at handle.

Og så meldte jeg mig syg og tog hjem.

Og så blev dagene virkelig lange og grå og indholdsløse.

Jeg følte, at jeg var koblet af alt. Jeg er vandt til at omgås masser af mennesker hver dag. Nu lå jeg der hele dage alene og ventede bare på, at der skulle komme nogen hjem til mig? Angsten var grænseløs og altopslugende.

Jeg kunne ikke noget. Jag havde bare den der fornemmelse af at blive suget ud i intetheden. Jeg kunne ikke tage mig sammen til noget som helst. Og jeg var bage for, hvad jeg kunne finde på at gøre ved mig selv, så jeg ringede til nogle veninder og var helt ude af den. Den ene af de veninder blev så forskrækket, at hun ringede til min mand, og sagde til ham, at han blev nødt til at tage hjem. 

Men i det øjeblik jeg hørte hans trin og nøglen i låsen, så forsvandt angsten, for så var jeg jo ikke længere alene. 

• Viggo: Randi!! Randi!! Hvor er du?!!!

• Randi: Hej. Åh, hvor er det dejligt at du er hjemme!

• Viggo: Hvad sker der?!! Hvad er der galt?

• Randi: Jeg har bare brug for, at der er nogen hjemme hos mig.

• Viggo: Men Eva ringede og sagde, at den var helt gal med dig. 

• Randi: Ja, men det var den også.

• Viggo: Men..

• Randi: Skal vi spise frokost?

• Viggo: Hvad fanden? Jamen er du så bare okay?

• Randi: Ja det er jeg, nu du er her.

• Viggo: Jamen… Er jeg taget hjem fra arbejde for ingenting?

• Randi: Nej. Jamen jeg havde det virkelig skidt!

• Viggo: Er du klar over, hvor bekymret jeg blev? Og så står du her fuldstændig, som da jeg gik i morges. Randi, det går simpelthen ikke.

• Randi: Jo, men det er så rædselsfuldt at være alene!!!

• Viggo: Jamen for fanden!!!

• (Viggo kyler sin taske i frustration og afmagt)

• Viggo: Jeg kan jo ikke tage hjem fra arbejde i tide og utide for ingen ting! Det går ikke!

• Randi: Nej, men så kan det være, at jeg slet ikke skal være her!

• Viggo: …Det der…

• Randi: Ja. Det var sådan, jeg havde det.

• Thomas: Hold da op.

• Rosa: Det kan man altså ikke være bekendt at true med at tage sit eget liv over for én der holder af en.

• Randi: Nej, det ved jeg da godt

• Thomas: Har man ikke også et ansvar selv?

• Randi: Jo, men… det er ret komplekst.

• Thomas: Nå… okay…?